For anden nat i træk melder Global Sumud Flotilla (GSF), som står bag en flotille med nødhjælp til Gaza, at et af organisationens skibe er blevet ramt af det, som organisationen formoder, er en drone.
Det gør GSF natten til onsdag i et opslag på det sociale medie Instagram.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne, skriver organisationen.
Også natten til tirsdag meldte organisationen, at et af dens skibe var blevet ramt af en drone, mens skibet lå i havn i Tunesien. Her var der heller ingen meldinger om tilskadekomne.
Organisationen omtalte hændelsen som et droneangreb, men en talsperson for Tunesiens kystvagt oplyste til den tunesiske radiostation Mosaique FM, at meldingerne om droneangrebet ikke havde hold i virkeligheden.