2022 blev ikke det år, som den danske producent af høreapparater og anden hørehjælp Demant havde håbet.
Selv om selskabet vandt markedsandele fra sine konkurrenter, så var der ikke lige så godt salg i høreapparater, særligt i USA, eller i headsets i 2022. Det fremgår af Demants regnskab tirsdag.
– Demant gik ind i 2022 med optimisme og ambitiøse planer, men i løbet af året mistede vi momentum, da både høresundhedsmarkedet og markedet for audioteknologi i varierende omfang blev påvirket af ustabile makroøkonomiske forhold, skriver Demant-koncernchef Søren Nielsen til regnskabet.
Demant lykkedes med at øge sin omsætning fra 17,9 til 19,7 milliarder kroner.
Det var tale om en vækst på fem procent og dermed langtfra den vækst, Demant oplevede i 2021. Samtidig fik Demant en mindre profit ud af sit salg. Trods væksten i omsætning faldt selskabets overskud fra 2,5 milliarder kroner til lige over 2 milliarder kroner.
Demant lever særligt af at sælge høreapparater og anden hjælp til fagfolk og personer med nedsat hørelse. Her råder Demant blandt andet over mærkerne Oticon, Bernafon og Audika.
Der er også et mindre ben i koncernen, der laver produkter til kommunikation gennem computere såsom headsets. Her er målgruppen virksomheder og gamere.
Mens den store del af Demants forretning, høreapparaterne, voksede – om end mindre end håbet – blev 2022 værre for det ben, der sælger headsets.
Her tabte Demant 10 procent af sin omsætning og gav et underskud svarende til en femtedel af omsætningen.
Og mens 2022 ikke helt levede op til forventningerne, er der gode tegn mod slutningen af året, som gør Søren Nielsen optimistisk for næste år.
Særligt salget af høreapparater voksede i den sidste del af året. Samtidig har Oticon et nyt “flagskibsprodukt” på vej, som Demant har store forventninger til.
– Vores nye flagskibsprodukt, Oticon Real, der lanceres meget snart, kommer til at tilbyde forbedret taleforståelse og en mere behagelig og fokuseret høreoplevelse ved at eliminere pludselige lyde til gavn for vores mange brugere, siger Søren Nielsen.
Samtidig forventer Demant at få mere profit ud af sin omsætning.