En rejsende blev i midten af august stoppet i Københavns Lufthavn med 111 kilo vandpibetobak.
Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
Det fremgår, at den store mængde tobak blev forsøgt smuglet i tre kufferter, tre rygsække og en sportstaske.
I forbindelse med en kontrol i lufthavnen blev den rejsende dog udpeget til nærmere undersøgelse af Toldstyrelsen.
Og fundet vækker begejstring hos skatteminister Rasmus Stoklund (S), der ser det som en understregning af, hvor vigtigt det er med en effektiv toldkontrol.
– Det er dobbelt skadeligt, når den her slags varer bliver smuglet ind i landet. Dels ved vi ikke, om indholdet viser sig at være endnu mere sundhedsskadeligt, end tobak normalt er, og dels er det mange penge, som fælleskassen går glip af, når der ikke bliver betalt de rigtige afgifter, lyder det i pressemeddelelsen.
Sagen er nu overdraget til Københavns Politi, der har sigtet den rejsende samt yderligere én person i sagen.
Den ene af de to er varetægtsfængslet, lyder det.
Ifølge Skatteministeriet står de tilbageholdte til en stor regning, da afgifter og bøder er vurderet til over en million kroner.
Det oplyses ikke, hvor den rejsende fløj fra, eller hvilken nationalitet vedkommende har.
Der er dog uanset hvad særlige mængdegrænser, når det kommer til import af tobak til Danmark.
Ifølge Toldstyrelsen er det lovligt at medbringe et kilo tobak fra andre EU-lande, mens grænsen lyder på 250 gram, hvis købet er foretaget i et land uden for EU.
Tobakken skal desuden overholde danske regler, når det kommer til nikotinindhold og aroma.
Folketinget vedtog sidste år, at det fra 1. juli 2025 blev ulovligt at producere nikotinprodukter med smag og duft af frugt og slik.
Produkterne må altså kun smage af tobak og mentol.