01. sep. 2025 - 15:36

Folkebevægelsen mod EU er gået i betalingsstandsning




Folkebevægelsen mod EU er gået i betalingsstandsning.

Det oplyser Mette Langdal, der er medlem af forretningsudvalget, mandag til Ritzau.

– Vi har desværre været nødt til at gå i betalingsstandsning. Nu er vi så i færd med at finde ud af, hvad der er op og ned, så det er lidt ude af vores hænder. Men vi har ikke nedlagt folkebevægelsen, fastslår hun.

– Det er jo et spørgsmål om, hvordan vi kommer ud af det med vores kreditorer. Om der overhovedet er basis for det. Om vi kan få lov til at fortsætte, det er ude af vores hænder. Men vi forsøger selvfølgelig at redde stumperne, og vi forsøger også, når vi er igennem alt det her, at genopstå.

Folkebevægelsen mod EU blev grundlagt i 1972, dengang under navnet Folkebevægelsen mod dansk medlemskab af EF (forløberen for EU, red.).

Folkebevægelsen mod EU har haft adskillige medlemmer af EU-Parlamentet, men dens seneste medlem, Rina Ronja Kari, blev ikke genvalgt ved EU-parlamentsvalget i 2019.

Det medførte en forværret økonomi i bevægelsen, som nu altså må gå i betalingsstandsning.

Tidligere har personer som Else Hammerich, Jens-Peter Bonde, Søren Søndergaard og skuespilleren Jens Okking siddet i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.