Pensionsselskabet PFA får flere kunder, og indbetalingerne fortsætter med at stige.
I årets første halvdel er indbetalingerne til PFA vokset med 26 procent sammenlignet med samme periode året før.
Det viser PFA’s regnskab for første halvår, som er blevet offentliggjort fredag.
De samlede indbetalinger i perioden var på 37,3 milliarder kroner mod 29,6 milliarder kroner i første halvdel af 2024.
Det er det højeste niveau for indbetalinger for PFA nogensinde. I løbet af de seneste tre år er indbetalingerne steget med 64 procent.
Topchef i PFA Ole Krogh siger i forbindelse med regnskabet, at det har været seks stærke måneder for pensionsselskabet.
– Vi er især glade for, at kundefællesskabet vokser markant, og at vi igen sætter rekord, når det kommer til vækst i indbetalinger, hvilket er et spejl af, at både nye og eksisterende kunder vælger os til, siger han i en pressemeddelelse.
Ifølge PFA skyldes stigningen i indbetalinger både, at de løbende indbetalinger er steget, og at engangsindbetalingerne i perioden er vokset.