29. aug. 2025 - 2:46

Betjente bag dødelig anholdelse i Memphis får ny retssag




Amerikaneren Tyre Nichols blev slået og sparket af flere politibetjente under en særdeles voldsom anholdelse, efter at de havde stoppet ham for uforsvarlig kørsel.

Tre dage efter døde han, og i en føderal retssag blev tre betjente efterfølgende kendt skyldige i forskellige tiltaler.

Men nu skal sagen gå om.

Det har en føderal dommer bestemt torsdag, skriver NBC News.

Begrundelsen lyder, at der er risiko for, at dommeren i sagen har været forudindtaget.

Det var tilbage i 2023, at den 29-årige sorte mand Tyre Nichols døde i Memphis i delstaten Tennessee. Anholdelsen blev filmet, og videoen førte til store demonstrationer i USA, hvor der flere gange har været sager med sorte mennesker, der har mistet livet i forbindelse med anholdelser.

I en sag på delstatsniveau blev de tre nu tidligere politibetjente – Tadarrius Bean, Demetrius Haley og Justin Smith – frikendt.

Men de blev altså kendt skyldige i den føderale sag.

Senere er det kommet frem, at dommeren, Mark Norris, nogle dage efter skyldkendelsen angiveligt udtalte sig kritisk om politiet i Memphis.

Derfor er der en risiko for, at han var forudindtaget under retssagen mod betjentene, siger dommeren Sheryl Lipman, som har bestemt, at sagen skal gå om.

Hun vurderer, at Mark Norris som udgangspunkt ikke traf nogen forudindtagede afgørelser i den oprindelige sag. Men alene risikoen for, at han kan have været forudindtaget, er nok, til at der skal være en ny sag, lyder det fra Sheryl Lipman.

– Det kræves ikke blot, at der ikke er nogen reel forudindtagelse, men også at der slet ikke ser ud til at være nogen forudindtagelse hos dommeren, skriver Sheryl Lipman torsdag.

Dommeren Mark Norris trak sig fra sagen i juni, og der har ikke været en strafudmåling i sagen.

To andre betjente blev også tiltalt i forbindelse med Tyre Nichols’ død. De erkendte sig skyldige, men heller ikke her har der været en strafudmåling endnu, skriver NBC News.

Alle fem tidligere betjente er sorte mænd.