22. aug. 2025 - 15:16

52-årig mand er kørt på skadestuen efter knivstik




En 52-årig mand er fredag eftermiddag blevet stukket med kniv i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.

Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 14.11, og politiet er derfor til stede i området omkring Rådhusparken og Park Allé.

Den sårede mand er kørt på skadestuen og er ikke kommet kritisk til skade.

Politiet oplyser videre, at en 21-årig mand er anholdt i sagen.

– Vi arbejder på stedet og har ikke yderligere for nuværende, skriver politiet på X.

Politiet oplyser ikke, om de to mænd kendte hinanden i forvejen.