22. aug. 2025 - 13:16

Højesteret godkender fordobling af i forvejen forhøjet straf




Otte måneders fængsel er en passende straf for besiddelse af 117 gram hash, 1 gram skunk, nogle joints og 16 hashkager. Det slår Højesteret fredag fast i en dom, som indeholder stillingtagen til et principielt spørgsmål.

For hvad der ved første øjekast kunne ligne en almindelig lillebitte sag om hash, rummer et element, som har krævet den juridiske ekspertise fra landets øverste domstol at få kastet lys over.

Straffen er fastsat dels ud fra den mængde stof, der er tale om, og dels ud fra to bestemmelser i straffeloven, som handler om forhøjelse af straffen.

Den ene er en forholdsvis almindelig bestemmelse, som handler om, at forbrydelser, der er planlagt eller sker som led i omfattende kriminalitetskal straffes hårdere end ellers.

Den bestemmelse er blandt andet blevet brugt i sager om organiseret handel med hash fra Pusher Street på Christiania.

Den anden bestemmelse handler om, at en forbrydelse kan udløse dobbelt straf, når den begås i en såkaldt skærpet strafzone. Sådan en zone kan udpeges af politiet og skal bekendtgøres offentligt på forhånd.

Og det var netop tilfælde i starten af 2024, hvor Københavns Politi udpegede Christiania som værende omfattet af en sådan zone.

Forsvarsadvokat Hanne Reumert havde forlangt en lavere straf til sin klient og henvist til, at man ikke både kunne forhøje straffen efter den ene eller den anden bestemmelse.

Når politikerne og deres embedsfolk laver love, så skrives der mange sider om, hvordan loven skal virke i praksis. Det kalder man lovforarbejderne.

Og Hanne Reumert havde over for Højesteret henvist til, at der i forarbejderne til loven om skærpet strafzone stod, at når man fordoblede efter den nyere bestemmelse, så skulle det være en fordobling i forhold til en sammenlignelig straf begået uden for en skærpet strafzone.

Argumentet var, at hashbesiddelse på Christiania i forvejen blev straffet langt hårdere end en tilsvarende forbrydelse begået et andet sted i byen. Og derfor kunne anklagemyndigheden ikke også kræve en fordobling.

Men Højesteret hæfter sig ved, at der i lovforarbejderne også står, at loven om straffordobling blandt andet sigter mod at slå ned på hashhandel på Christiania, og derfor kan den i forvejen forhøjede straf på fire måneders fængsel godt fordobles til otte måneders fængsel, som altså blev sagens resultat.