22. aug. 2025 - 9:16

Salg af vacciner mod TBE og rabies driver vækst hos Bavarian




Øget efterspørgsel på vacciner mod flåtoverført hjernebetændelse og rabies er med til at drive væksten hos Bavarian Nordic i første halvdel af året.

Her har vaccineselskabet haft en omsætning på tre milliarder kroner, hvilket er 33 procent mere end i samme periode året før.

Det fremgår af Bavarian Nordics halvårsregnskab, som er blevet offentliggjort fredag morgen.

Selskabet skriver i regnskabet, at udviklingen afspejler en stærk udvikling i både forretningen for rejsevacciner og i salget til landes vaccineberedskaber.

I forretningen for rejsevacciner er omsætningen steget 24 procent til knap 1,4 milliarder kroner i første halvår. Væksten er primært drevet af salget af TBE-vacciner og rabiesvacciner.

TBE-virus fra flåter kan give årelange eller varige neurologiske skader som lammelser.

TBE-smitte i Danmark er sjælden, og Statens Serum Institut (SSI) anbefaler ikke vaccination mod TBE til bestemte befolkningsgrupper.

Man kan ifølge SSI overveje at blive vaccinerethvis man færdes i risikoområder eller rejser til risikoområder i udlandet.

Rabies kaldes også hundegalskab og kan smitte, blandt andet hvis man bliver bidt af et pelsdyr, som bærer virussen.

Ifølge Statens Serum Institut bør man overveje at blive vaccineret mod rabies, hvis man rejser til områder langt fra lægehjælp i lande, hvor der er rabies.

Også salget til vaccineberedskaber rundt i verden er steget i første halvår. Her er omsætningen steget med 51 procent til 1,5 milliarder kroner.

Stigningen skyldes ifølge Bavarian Nordic især, hvordan ordrer fordeler sig i forskellige kvartaler.

Når lande køber vacciner til deres nationale beredskab, falder der ofte en stor ordrer på en gang. Derfor kan der være store forskelle mellem enkelte kvartaler.