22. aug. 2025 - 5:36

Mand i trediverne mister livet i soloulykke i Nordjylland




En mand i trediverne har natten til fredag mistet livet i en trafikulykke i Dronninglund kommune i Nordjylland.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Arendrup fredag morgen.

– Det var en soloulykke, hvor bilen kørte ind i et vejtræ, siger han.

Vagtchefen, som afviser at oplyse mandens præcise alder, fortæller, at mandens pårørende er blevet underrettet.

Ulykken fandt sted på Hjallerupvej kort før rundkørslen ved Nordre Ringgade.

Det var en forbipasserende, der klokken 00.24 anmeldte hændelsen til politiet.

– Vi er ikke længere på stedet. Bilen er taget med ind til nærmere undersøgelser, hvor bilinspektøren skal undersøge den for at finde årsagen til ulykken, siger vagtchefen.

– Man kan frit køre på vejen, det er kun træet, der er blevet ramt, lyder det videre.

Der er ikke umiddelbart nogen mistanke om, at manden har været påvirket af alkohol eller stoffer.

– Vi har ikke noget, der peger i den retning, men derfor undersøger vi det stadig og tager prøver, siger Torben Arendrup.