06. feb. 2023 - 16:33

Leeds United fyrer amerikansk cheftræner




Amerikanske Jesse Marsch er fortid som cheftræner i Premier League-klubben Leeds United. Det skriver klubben på sin hjemmeside mandag.

Jesse Marsch blev ansat som cheftræner i klubben i februar 2022 og blev udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2025.

Alligevel nåede Marsch altså kun at sidde i trænersædet i godt og vel ét år.

Leeds lå på 16.-pladsen med kun to point ned til nedrykningsstregen, da amerikaneren overtog styringen i sidste sæson.

Han startede jobbet med at vinde tre ud af de første seks kampe, og fik med nød og næppe reddet klubben fra nedrykning.

I allersidste spillerunde vandt Leeds nemlig over Brentford og reddede livet i Premier League på bekostning af Burnley.

I indeværende sæson har resultaterne dog vaklet for Leeds, der ikke har vundet i de seneste syv Premier League-kampe.

Holdet ligger på 17.-pladsen med 18 point efter 20 spillerunder – samme antal point som Everton, der ligger under stregen.

Klubben har også opsagt samarbejdet med assistenttrænerne Rene Maric, Cameron Toshack og Pierre Barrieu.

Det er endnu uvist, hvem der skal tage over for Marsch.

– Processen med at udpege en ny cheftræner er i gang, og vi vil fortsætte med at holde vores fans opdateret i løbet af de kommende dage, skriver klubben i en pressemeddelelse.