Beskæftigelsen fortsætter op og steg i juni med 2300 personer. Dermed var der 3.057.800 lønmodtagere.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af lønmodtagere er steget inden for både virksomheder og organisationer og i den offentlige forvaltning og service.
I virksomheder og organisationer er der kommet 1400 flere lønmodtagere i juni. Denne del består primært af private virksomheder.
I den offentlige forvaltning og service er der kommet 900 flere med et lønmodtagerjob.
Beskæftigelsen er gradvist kravlet op, og over det seneste år er der kommet 34.400 flere lønmodtagere i Danmark. Det svarer til en stigning på 1,1 procent, skriver Danmarks Statistik.
Beskæftigelsen er steget hver måned siden januar 2024 ifølge tal fra Danmarks Statistik.
I december 2023 var der et fald på små 200 personer, men også i månederne inden steg beskæftigelsen.
I juni er det blandt andet inden for hotel- og restaurationsbranchen, at der er kommet flere i arbejde. Her har der været en stigning på 600 lønmodtagere, viser tallene.
Tore Stramer, som er cheføkonom i Dansk Erhverv, hæfter sig ved, at det ikke i samme grad som tidligere er industrien, herunder medicinalbranchen, som driver fremgangen.
– Det er bestemt bemærkelsesværdigt og formentlig et varsel om, at det nu i højere grad er oplevelseserhvervene, der vil drive jobvæksten herhjemme, skriver han i en kommentar.
Fra maj til juni er der kommet knap 300 flere lønmodtagere i industrien. Det er omtrent samme stigning som måneden før, men mindre end tidligere.
Tore Stramer forventer, at beskæftigelsen fremover vil stige mindre end tidligere og måske vil der være enkelte måneder, hvor beskæftigelsen falder, lyder det.
– Vi forventer dog helt overordnet en fortsat fremgang i beskæftigelsen igennem 2025 og 2026, skriver han.