06. feb. 2023 - 19:33

Amerikanske myndigheder advarer om risikoen for terrorangreb




I kølvandet på koranafbrændinger i Europa advarer de amerikanske myndigheder nu statsborgere mod terrorangreb i Sverige.

‘Den amerikanske regering advarer sine borgere om mulige gengældelsesangreb fra terrorister efter de nylige koran-afbrændinger i Europa. Amerikanske borgere rådes til at udvise stor forsigtighed, når de befinder sig på offentlige steder med mange mennesker,’ lyder det fra den amerikanske ambassade i Sverige.

Flere koran-afbrændinger har fundet sted i de sidste uger i blandt andet Holland, Danmark og Sverige og tusinder af mennesker har været på gaden i den muslimske verden i protest mod, at europæiske myndigheder tillader det.

De amerikanske myndigheder frygter særligt, at terrorangrebene kan blive begået mod religiøse steder.

‘Forsamlingssteder såsom steder, hvor man kan bede, er målrettet. Vær forsigtig, når du er i og omkring diplomatiske faciliteter. Rapporter mistænkelig aktivitet til de relevante myndigheder,’ oplyser den amerikanske ambassade i Sverige, der råder folk til at gøre følgende:

  • Undgå folkemængder
  • Hold lav profil
  • Vær opmærksom på dine omgivelser
  • Overvåg lokale medier for opdateringer

SE OGSÅ: DYKKERE LEDER EFTER FORSVUNDET 26-ÅRIG

Ud over protester og truslen om hævnangreb har koran-afbrændingerne også sendt Sverige ud i en diplomatisk krise med Tyrkiet, da sidstnævntes præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har meddelt, at man nægter at optage Sverige i NATO, fordi myndighederne har tilladt koran-afbrændingerne.