Der er behov for kritik af den israelske regering, fordi den i den danske regerings øjne har en forkert fremfærd i forhold til Gaza.
Det siger den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), i TV Avisen onsdag aften, efter at den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, tirsdag beskyldte hende for at fornærme Israels demokratiske system.
– Jeg synes ikke, at den israelske regering er i en situation, hvor den kan tillade sig at blive fornærmet over en nødvendig kritik fra os andre. Den israelske regering er nødt til at skifte kurs, siger hun.
Kritikken fra Gideon Saar kom i en artikel i Jyllands-Posten. Samme avis bragte fredag i sidste uge et interview med Mette Frederiksen, hvori hun for første gang langede direkte ud efter Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Her kaldte hun Netanyahu for “et problem i sig selv”.
– Der er ikke nogen tvivl i min sjæl om, at Netanyahu i dag udgør en udfordring. Man kan jo se med det blotte øje, at vi har meget, meget svært ved at påvirke, hvad der sker i Israel, sagde hun til Jyllands-Posten.
Og herefter lød det tirsdag fra Gideon Saar, at Mette Frederiksen “fornærmer os”.
– Helt ærligt så er uenigheder mellem venner i orden. Og vi anser den danske statsminister for en ven. Men at sige om en valgt premierminister, at han er blevet et problem – det fornærmer ikke blot premierministeren, men hele det israelske demokratiske system, sagde Gideon Saar.
Statsministerens kritik af den israelske premierminister kom, efter at Netanyahu havde lanceret en ny plan om en militær offensiv, som skal sikre israelsk kontrol med Gaza By.
Dén plan er onsdag officielt blevet godkendt af den israelske regering. Det samme er en kontroversiel plan om at bygge 3401 nye ulovlige bosættelser, som vil dele Vestbredden i en nordlig og sydlig del.
Derfor er det nødvendigt med kritik af Israel, understreger Frederiksen i TV Avisen.
Her gentager hun videre, at regeringen “ønsker at anerkende Palæstina”. Men det skal “være et Palæstina med demokrati, menneskerettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder og sikkerhed for nabolandene”, lyder det.
Norge og Sverige anerkender allerede Palæstina som stat, og en række af Danmarks allierede gør det samme fra næste måned.