20. aug. 2025 - 15:16

30 kæmpeokser skal bidrage til rigere natur på Lolland




30 kæmpeokser med en skulderhøjde på op til 1,80 meter og en vægt på næsten 1500 kilo skal sættes ud i Saksfjed Vildmark på Lolland.

Det skriver Hempel Fonden, der ejer Saksfjed Vildmark, i en pressemeddelelse.

Oksen er af en race kaldet tauros, og det er ifølge fonden første gang, at vildtlevende tauros-okser udsættes nord for Holland.

Oksen er skabt gennem et internationalt avlsprogram med formålet om at komme så tæt på fortidens urokse som muligt.

Uroksen var tidligere udbredt i Danmark, men uddøde på Sjælland og Fyn for omkring 7000 år siden. I Jylland overlevede den yderligere nogle årtusinder.

Uroksens horn kunne blive op til én meter lange, og tauros-oksens er ifølge Hempel Fonden tæt på samme hornlængde.

Planen er, at tauros-oksen skal bidrage til et rigere plante- og dyreliv.

Det forklarer biolog og projektchef Thor Hjarsen fra Hempel Fonden.

– De store planteædere som tauros-okser skaber netop de levesteder, mange af de truede arter er afhængige af.

– Med udsætningen af tauros-okser i Saksfjed Vildmark forsøger vi at genetablere uroksens nøglefunktion i dansk natur, siger han i pressemeddelelsen.

Saksfjed Vildmark består af cirka 800 hektar på det sydligste Lolland.

Planen er at skabe biodiversitet og vild natur gennem det, der kaldes rewilding.

Det er et koncept, der også kendes fra blandt andet Mols Bjerge, hvor man ønsker at give mere plads til naturen og lade den udvikle sig mere frit.

– Tauros-oksen er ikke bare et spektakulært dyr, men også en vigtig nøgle til at forstå, hvordan store planteædere kan styrke effekten af rewilding og fremme biodiversitet, siger professor på Institut for Biologi på Aarhus Universitet Jens-Christian Svenning.

Han er med i et flerårigt forskningsprogram, der skal følge udviklingen af området.

Tauros-okserne, der udsættes i den lollandske vildmark, er både kalve, unge og ældre dyr af begge køn.

Hempel Fonden er en erhvervsdrivende fond, der beskæftiger sig med filantropiske indsatser inden for både biodiversitet og uddannelse.