20. aug. 2025 - 15:06

Ung bilist i dødsulykke havde indtaget lattergas ifølge politiet




Politiet sigter en 17-årig bilist for at have været påvirket af lattergas ved en dødsulykke på Roskildevej i Valby tirsdag aften.

I en Porsche ramte bilisten en 65-årig mand, der var ved at anbringe en nyindkøbt barnevogn i en bil nær forretningen BabySam.

Den 65-årige var kommende farfar og var i selskab med sin svigerdatter, har flere medier rapporteret.

Svigerdatteren kom til skade med sit ene ben. Hun er gravid i 7. måned, har hendes mand oplyst til TV 2.

Den unge bilist nægter sig skyldig i de sigtelser, som politiet har rejst, oplyser hans forsvarer ved et grundlovsforhør onsdag i Retten på Frederiksberg.

På tilhørerpladserne sidder den unges mor, men også en pårørende til den 65-årige er mødt frem.

Den 17-årige var i besiddelse af et gyldigt kørekort. Hvad hans forklaring nærmere går ud på, vides ikke. Dommeren beslutter at lukke dørene for offentligheden.

Ifølge politiet havde han indtaget bedøvende eller opstemmende midler i form af lattergas. Han mistede herredømmet over bilen og kørte særligt hensynsløst, hævder politiet i sigtelsen.

Ud over uagtsomt manddrab sigtes han også for på hensynsløs måde at have udsat andre for livsfare.

Desuden mener politiet, at han overtrådte straffeloven, da han ikke blev på stedet og hjalp de nødstedte.

I stedet flygtede han fra stedet.

Ulykken skete cirka klokken 18.20, men først mere end syv timer senere blev han anholdt af politiet. Det skete klokken 01.40, oplyses det i retsmødet.

Inden dommeren lukkede dørene, kom den 17-årige, der er spinkel af bygning og har langt hår, ikke selv til orde. Han havde røde øjne.

Repræsentanter for hans hjemkommune var også mødt op i retten.

Siden 1. juli har det været tilladt for 17-årige at køre bil uden ledsager mellem klokken 05 og 20.