18. aug. 2025 - 18:26

Newsmax og Dominion indgår forlig efter påstande om valgsnyd




Det højreorienterede amerikanske medie Newsmax har indgået forlig i en injuriesag med firmaet Dominion Voting Systems, der leverer elektroniske stemmemaskiner i USA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Forliget betyder, at Newsmax skal betale 67 millioner dollar i erstatning til Dominion Voting Systems. Det svarer til mere end 425 millioner kroner.

Dominion Voting Systems sagsøgte i august 2021 mediet, der er positivt indstillet over for præsident Donald Trump, for at komme med udokumenterede påstande om elektronisk stemmesnyd ved præsidentvalget i 2020, som demokraternes Joe Biden vandt.

– Vi er glade for at have løst denne sag, siger en talsmand fra Dominion Voting Systems til det amerikanske medie CNN.

Ifølge CNN betaler Newsmax i første omgang 27 millioner dollar til Dominion Voting Systems, mens de resterende 40 millioner betales over de næste to år.

I en udtalelse siger Newsmax, at man har valgt at indgå forlig, da mediet ikke tror på, at man vil få en retfærdig rettergang i delstaten Delaware.

– Mønsteret af afgørelser, der konsekvent har nægtet Newsmax retfærdig rettergang, har fået virksomheden til at tro, at man denne gang heller ikke ville få en retfærdig rettergang, lyder det fra mediet

– Newsmax har altid fastholdt, at mediets rapportering ikke var ærekrænkende, og at dækningen var i overensstemmelse med accepterede journalistiske standarder, skriver Newsmax.

Det er ikke første gang, at Dominion Voting Systems indgår forlig i en sag, hvor firmaet har krævet erstatning for injurier. I alt har Dominion Voting Systems krævet erstatning for 1,6 milliarder dollar hos forskellige medier.

I 2023 indgik Dominion Voting Systems forlig med Fox News.

Det forlig lød på 787,5 millioner dollar svarende til knap 5,4 milliarder kroner.