08. aug. 2025 - 20:46

Rumænske mænd fængslet for tyveri efter 50 kilometers biljagt




Fem rumænske mænd forsøgte uden held at slippe fra politiet torsdag aften, hvor deres bil efter 50 kilometers biljagt blev stoppet af en sømmåtte.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at de fem fredag er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

De fem rumænere nægtede at standse bilen torsdag aften, da en patrulje fra politiets udlændingekontrolafdeling ville tale med dem.

Politiets patrulje satte derfor efter bilen, der er udenlandsk indregistreret på E45-motorvejen. På en strækning på mere end 50 kilometer, der løb gennem Felsted og Tinglev i Sønderjylland, jagtede politiet bilen.

Undervejs overtrådte føreren adskillige færdselsregler, inden politiet fik bilen standset ved Tinglev ved hjælp af en sømmåtte. En sømmåtte fungerer ved at punktere dækkene på en bil, som politiet forsøger at standse.

De fem mænd løb fra stedet, men blev alle fundet af politiets hundepatruljer og anholdt. I bilen fandt politiet en række tyvekoster.

Alle fem er sigtet for indbrud. Føreren af bilen er derudover sigtet for 36 færdselslovsovertrædelser.

Føreren har blandt andet kørt 180 kilometer i timen på en strækning på motorvejen, hvor der har været vejarbejde, og hastighedsbegrænsningen derfor var nedsat til 80 kilometer i timen.

De fem erkendte sig delvist skyldige, skriver politiet i pressemeddelelsen.