Et mindre fly er fredag havareret ved Lille Høm nær Ringsted. Flyet er nødlandet, hvorefter det er væltet om og endt med bunden i vejret, oplyser kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Anmeldelsen løb ind fredag klokken 12.51, hvorefter både politi og redning ankom til stedet.
– Piloten er en ældre mand. Han var kontaktbar umiddelbart efter og kunne selv forlade flyet.
Efter alt at dømme er manden ikke kommet noget til, men han blev for en sikkerheds skyld fløjet til tjek på hospitalet med den lægehelikopter, der var ankommet til ulykkesstedet.
Ifølge Charlotte Tornquist var flyet lettet fra en mindre privat flyveplads i nærheden.
Det vides endnu ikke, hvorfor flyet nødlandede.