06. aug. 2025 - 13:16

Leder for serbiske bosniere er smidt på porten efter fængselsdom




Bosnien-Hercegovinas valgkommission har onsdag formelt afsat præsidenten for Republika Srpska, Milorad Dodik.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Republika Srpska er den overvejende serbiske del af Bosnien-Hercegovina.

Afsættelsen sker, efter at en appeldomstol 1. august stadfæstede en fængselsdom, som Milorad Dodik fik i februar.

Her blev han idømt et års fængsel og udelukket fra offentlige embeder i seks år for ikke at have efterlevet ordrer fra den øverste internationale udsending i Bosnien-Hercegovina.

Udsendingens rolle er at overvåge, at fredsaftalen, der satte et punktum for borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina i 1990’erne, bliver overholdt.

Valgkommissionen har afsat Dodik på baggrund af en lov, der giver hjemmel til at afsætte folkevalgte, hvis de bliver idømt mere end seks måneders fængsel.

66-årige Milorad Dodik har været politisk leder af Republika Srpska siden 2006.