Fire voksne og to børn har søndag eftermiddag været involveret i en trafikulykke på Rute 12 – Sundsvej – nordøst for Herning.
Det fortæller vagtchef Rasmus Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen klokken 12.35.
– Det er to biler, der er kørt sammen, siger vagtchefen.
Ulykken skete, da den ene bilist – en 27-årig kvinde – kørte ud fra Skinderholmvej, hvor hun havde ubetinget vigepligt.
Den anden bil kom kørende ad Sundsvej i nordlig retning. Bilen blev ført af en 32-årig mand.
Alle de involverede er kørt på hospitalet. Den ene er kørt på traumeafdelingen på grund af mavesmerter, mens resten er kørt til kontrol.
Vagtchefen har umiddelbart ikke oplysninger om, hvem af de involverede der har siddet i hvilke biler.
Han har ikke yderligere oplysninger om aldre på de yderligere to voksne og to børn, der var involveret i ulykken.
Efter ulykken var der spærret ved ulykkesstedet. Der er åbnet for trafikken igen.