Lastbiler med nødhjælp er søndag morgen begyndt at bevæge sig gennem Egypten i retning mod Gaza.
Det rapporterer det egyptiske statsmedie Al Qahera News tidligt søndag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingerne kommer, efter at det israelske militær lørdag aften meddelte, at der ville blive udpeget humanitære korridorer, så FN-konvojer kan levere mad og medicin til Gazas befolkning.
Militæret meldte sig samtidigt klar til at “gennemføre humanitære pauser” i dele af Gazastriben.
100 hjælpeorganisationer advarede tidligere på ugen om, at en alvorlig sultkatastrofe breder sig blandt Gazas befolkning.