Storbritanniens forbud mod aktivistgruppen Palestine Action er et “foruroligende” misbrug af britisk terrorlovgivning.
Sådan lyder det fredag fra Volker Türk, som er FN’s højkommissær for menneskerettigheder, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Menneskerettighedschefen opfordrer samtidig den britiske regering til at trække beslutningen tilbage. Han kalder den “ude af proportion og unødvendig”.
– Den begrænser rettighederne for mange personer, der er involveret i eller støtter Palestine Action, men som ikke selv har deltaget i nogen kriminel handling, siger Türk i en udtalelse og tilføjer:
– De har blot udøvet deres ret til ytringsfrihed, fredelig forsamling og foreningsfrihed.
Forbuddet mod gruppen trådte i kraft 5. juli.
Derfor bliver det nu anset som en strafbar handling at tilhøre eller støtte gruppen.
Straffen kan lyde på op til 14 års fængsel, skrev BBC i forbindelse med forbuddet.
Det var i slutningen af juni, at den britiske regering først meddelte, at den ville forbyde Palestine Action.
Beslutningen kom, efter at to medlemmer af gruppen kort tid forinden brød ind på en luftbase og overmalede to militærfly med spraymaling.
Britisk politi har ifølge AFP anslået, at der blev lavet skader for omkring syv millioner pund. Det svarer til cirka 60,2 millioner kroner.
Siden forbuddet trådte i kraft, har der været afholdt flere demonstrationer over hele Storbritannien til støtte for gruppen.
Senest lørdag i sidste uge blev mere end 100 personer anholdt, mens de protesterede mod forbuddet.
Demonstrationerne blev afholdt i London, Manchester, Edinburgh, Bristol og Truro.
Med lørdagens anholdelser er mere end 200 personer blevet anholdt, siden forbuddet trådte i kraft.