Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lover onsdag, at der hurtigt vil komme en ny plan for bekæmpelse af korruption.
Det sker, efter at han har skrevet under på en lov, der indskrænker to antikorruptionsagenturers handlefrihed.
Det har ført til protester i flere ukrainske byer.
Agenturerne såvel som oppositionspolitikere og europæiske embedsmænd har opfordret til, at loven rulles tilbage.
Zelenskyj har fastholdt, at det er nødvendigt at “rense ud”, efter at sikkerhedstjenester mandag anholdt to ansatte, der arbejdede med antikorruption.
De er mistænkt for at have forbindelser til Rusland, som fører krig mod Ukraine.
Onsdag morgen har Zelenskyj mødtes med de to antikorruptionsagenturer, der er omfattet af den nye lov.
Efterfølgende fortæller han, at der vil komme en ny plan for bekæmpelse af korruption inden for to uger.
Han skriver samtidig på beskedtjenesten Telegram, at han lytter til det ukrainske folk.
– Vi lytter til samfundet. Vi har alle en fælles fjende: den russiske besættelsesmagt. Beskyttelsen af den ukrainske stat kræver, at retsvæsnet og systemerne til antikorruption er stærke nok, og at der er en ægte retsfølelse, skriver han.
Reuters