Varslinger om farligt og meget farligt vejr de seneste to døgn fik forsikringsselskaber i beredskab.
Men frygten for mange anmeldelser om skader som følge af vandmasser udeblev.
Samlet set har forsikringsselskaberne Topdanmark, If, Tryg og GF Forsikring fået omkring 860 anmeldelser om skader efter regnen mandag og tirsdag. Det er markant færre end frygtet, lyder det.
– Vi har fået en hel del færre anmeldelser, end vi først havde forventet, når man tager varslingerne i betragtning, siger boligchef ved If og Topdanmark Helene Vogt Ibsen.
Det samme gør sig gældende hos GF Forsikring. Det siger direktør for Skadehjælp i selskabet Martin Rundager.
– Vi var klar til flere skader, men heldigvis blev det til knap så mange, så jeg synes, at man er blevet forskånet, siger han.
Dog melder de fire forsikringsselskaber, at man venter, at der kommer flere anmeldelser onsdag og de kommende dage i kølvandet på de store nedbørsdage.
Hos Tryg, som har modtaget omkring 400 skadeanmeldelser, ser man, at anmeldelserne kommer mere hyppigt onsdag end de to foregående dage.
Det siger skadedirektør Carsten Hvass-Nielsen.
– Vores kloaksystem – særligt på Sydhavsøerne – er blevet så udfordret nu, at vand begynder at komme op af toiletter og afløb, siger han.
Derudover tilføjer han, at jorden flere steder er begyndt at være så mættet af vand, at det trænger ind gennem væggene i kældre.
If og Topdanmark forventer også, at der vil komme flere anmeldelser de kommende dage.
– Vi forventer, der vil komme en hel del efteranmeldelser i løbet af i dag. Vi er også midt i en ferietid, og vi har allerede oplevet flere kunder, som er kommet hjem fra ferie til ubehagelige overraskelser, siger Helene Vogt Ibsen og henviser blandt andet til vand i kældre.
De anmeldelser, der allerede er tikket ind, handler primært om vand i kældre, vand gennem tag og vand op gennem kloakker.
– Vi ved af erfaring, at de fleste, som har fået lidt mindre skader, ofte først anmelder det i løbet af et par dage, siger boligchefen.
Hos GF Forsikring forklarer man også de færre anmeldelser med, at man generelt er blevet bedre til selv at sikre for eksempel kældre mod regn.
– Man kan se, at man er blevet bedre til at indrette kældre til, at de kan renses for vand bedre, siger Martin Rundager og nævner blandt andet, at trægulve og gipsvægge sjældnere ses i kældre.
– Der har man skiftet materialerne i kældrene. Det gør det nemmere for alle parter at komme videre, siger han.