22. jul. 2025 - 19:26

Regnvejr indstiller togtrafik fra Ringsted til Slagelse




Der kører tirsdag aften ikke nogen tog mellem Ringsted, Sorø og Slagelse.

Det skyldes vand på sporene, oplyser DSB på sin hjemmeside.

DSB skriver, at man er ved at bestille togbusser, men man ved ikke, hvornår de kan være fremme.

– Banedanmark har tilkaldt folk til at pumpe vandet væk igen, men det kommer til at tage lidt tid, skriver DSB.

Til Ritzau oplyser Banedanmark, at der ikke er nogen tidshorisont for arbejdet.

Rejsende anbefales at finde alternative ruter og undersøge reglerne for at få kompensation på grund af forsinkelser.

Strækningen mellem Ringsted og Slagelse på Sjælland bruges af de tog, der kører mellem landsdelene.

Det kan være tog mellem København, Aarhus og Aalborg.

Strækningen er lukket, fordi det ikke er sikkert at lade toge køre ad strækningen, så længe der er vand på sporene, oplyser Banedanmark.

Vandet kan skylle skærver og grus væk og på den måde ødelægge sporet.

Strækningen mellem Ringsted og Slagelse blev lukket omkring klokken 18.30.

Omtrent en time senere lyder det i en opdatering fra DSB, at man stadig arbejder på sagen.

– Togbusserne kommer til at køre i pendulfart mellem Ringsted, Sorø og Slagelse. Vi arbejder stadig på at skaffe busser. Bemærk, at det kan være vanskeligt at skaffe busser nok, skriver DSB.

DSB’s rejsetidsgaranti betyder, at man kan få kompensation, hvis man bliver mere end 30 minutter forsinket.

Siden mandag er der faldet store mængder af regn i Danmark. Tirsdag har især Sydsjælland og Lolland-Falster været hårdt ramt.

Flere steder er der faldet over 100 millimeter regn på et døgn.

Det giver også udfordringer på vejene.

Ved Nykøbing Falster er en omfartsvej blevet lukket, fordi der er for meget vand på vejbanen.

Det samme gør sig gældende for en vej mellem Mørkøv og Jyderup på Vestsjælland.

Andre steder advares der om oversvømmede akvædukter og om risiko for akvaplaning på vejene.