22. jul. 2025 - 17:36

Norsk klatrer meldes okay efter kollaps på Mont Ventoux




Den norske cykelrytter Tobias Halland Johannessen måtte have lægehjælp og ilt umiddelbart efter at være kommet i mål på Mont Ventoux-etapen i Tour de France.

Efter at være blevet tilset af holdets læge er meldingen fra Uno-X, at Johannessen har det bedre, men at han er kørt til tjek på hospitalet for en sikkerheds skyld.

– Han fik mavekramper i højre side, og så har han presset sig selv, fordi han var desperat for at holde sig inde i klassementkampen. Han fik ilt på toppen, men nu har han det meget bedre, fortæller holdchef Thor Hushovd.

Tobias Halland Johannessen har gang i et imponerende Tour de France og var på vej til et nyt godt resultat, da han fik problemer med maven på den ikoniske stigning.

– Han mærkede det tidligt, og så blev det bare værre og værre. Det er jo ærgerligt, for han kørte godt, havde kørt fra Felix Gall og var på vej ind i top-7. Men sådan er livet, siger Thor Hushovd.

Johannessen sled sig i mål, men tabte tid til konkurrenterne i topstriden. Han er fortsat på en samlet ottendeplads, men afstanden til podieplaceringerne er vokset til otte minutter.

Uno-X-holdet afventer nu undersøgelserne på hospitalet, før man beslutter, om den 25-årige klatrer kan fortsætte i løbet.

– Det er alt for tidligt at sige. Det her er jo langtfra optimalt, men heldigvis er det ikke en bjergetape onsdag.

– Det vigtigste for os er rytternes helbred, og hvis det er uforsvarligt at sætte ham til start, så gør vi det ikke, siger Thor Hushovd.