Krigen i Gaza skal stoppe nu. Sådan lyder budskabet fra Danmark og 24 andre lande i en fælles udtalelse mandag.
Her kritiserer landene den israelske regerings nødhjælpsmodel for at være “farlig, fremme ustabilitet og fratage gazanerne deres menneskelige værdighed”.
– Vi fordømmer denne drypvise nødhjælp og de umenneskelige drab på civile, herunder børn, som forsøger at opfylde deres mest grundlæggende behov for vand og mad, skriver landene i udtalelsen og tilføjer:
– Det er rædselsfuldt, at over 800 palæstinensere er blevet dræbt, mens de forsøgte at modtage nødhjælp. Den israelske regerings afvisning af at give livsnødvendig humanitær bistand til civilbefolkningen er uacceptabel.
I udtalelsen fordømmer landene den fortsatte tilbageholdelse af de israelske gidsler og kræver dem øjeblikkeligt løsladt samt opfordrer den israelske regering til straks at ophæve restriktioner på nødhjælp.
Landene retter også fokus på et israelsk forslag om at flytte den palæstinensiske befolkning til en “humanitær by” – et forslag, som i udtalelsen kaldes “fuldstændig uacceptabelt”.
– Vi er stærkt imod enhver handling, der sigter mod territoriale eller demografiske ændringer i de besatte palæstinensiske områder, skriver de.
Foruden Danmark har blandt andet de nordiske lande, Storbritannien, Canada, Australien, Japan og Frankrig underskrevet erklæringen.
Det samme har EU-kommissæren for ligestilling, beredskab og krisestyring, Hadja Lahbib.
I en skriftlig kommentar til Ritzau gentager udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen budskaberne fra udtalelsen.
– Der findes ikke ord, som er stærke nok til at beskrive, hvor forfærdelig situationen i Gaza er. Over 800 palæstinensere er nu blevet slået ihjel, mens de har forsøgt at hente nødhjælp, hvilket på alle måder er uacceptabelt, siger han og tilføjer:
– Sammen med mine kolleger fra blandt andet Storbritannien, Frankrig samt de nordiske og baltiske lande sender vi et klart budskab: Den israelske regering skal øjeblikkeligt ændre kurs, gidslerne skal frigives, og krigen i Gaza skal stoppe.
Ifølge mediet Politico afviste EU så sent som i sidste uge at indføre sanktioner mod Israel for dets handlinger i krigen.
En talsperson for Israels udenrigsministerium afviser mandag aften den fælles udtalelsen, skriver Reuters.
Ministeriet kalder udtalelsen for “afkoblet fra virkeligheden” og mener, at den “sender det forkerte signal til Hamas”.