USA’s justitsministerium bør offentliggøre alle troværdige oplysninger fra dets undersøgelse af den afdøde finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Sådan lød det tirsdag fra landets præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge AFP forsøger Trump at dæmpe den kritik, der har lydt fra hans støtter over håndteringen af sagen.
Præsidenten møder fra sine loyale støtter på højrefløjen nemlig en mistanke om, at hans administration dækker over detaljer vedrørende Epsteins forbrydelser.
Det mener de, at han gør, for at beskyttede rige og berømte personer, som ifølge dem er involveret i sagen.
– Justitsministeren har håndteret det rigtig godt, lød det fra Trump med henvisning til Pam Bondi, da han tirsdag blev spurgt til sagen.
Stemmer på højrefløjen har i forbindelse med sagen udtalt skarp kritik af justitsminister Pam Bondi og direktør for det amerikanske forbundspoliti (FBI) Kash Patel.
Trump gentog tirsdag sin påstand om, at de såkaldte Epstein-filer er opdigtede, og at det er den demokratiske administration, der sad i Det Hvide Hus inden ham, som står bag.
Under valgkampen til præsidentvalget sidste år sagde han dog også flere gange, at han sandsynligvis ville offentliggøre filerne.
– Det bliver op til hende (Pam Bondi, red.). Hvad end, hun mener, er troværdigt, bør hun offentliggøre.
Ifølge AFP udgør tirsdagens udtalelser fra Trump en opblødning af hans holdning, hvor han har udtrykt frustration over støtternes store opmærksomhed på Epstein-sagen.
– Jeg forstår ikke, hvorfor Jeffrey Epstein-sagen vil være interessant for nogen. Det er ret kedeligt stof, lød det tirsdag aften.
Justitsministeriet og FBI afviste i et notat, der blev offentliggjort i sidste måned, en række konspirationsteoretikere om den afdøde Epstein.
Der var ikke beviser for, at Epstein førte såkaldt kundeliste eller afpressede magtfulde personer. Der er heller ikke beviser for, Epstein slet ikke begik selvmord i fængslet, men blev dræbt, lød det.
Trumps egen svigerdatter Lara Trump, som er vært på Fox News, er en af dem, der har efterspurgt mere gennemsigtighed fra Trumps administration vedrørende sagen.