05. feb. 2023 - 21:41

17-årig knivstukket mand er uden for livsfare




Foto: Presse-fotos.dk

Politiet rykkede tidligt søndag aften massivt ud til Buskager, der ligger i Vanløse i København. En 17-årig mand var blevet stukket med kniv og var “svært tilskadekommen.

Søndag aften klokken 21.15 kan den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Hviid Simonsen fortælle, at den 17-årige ikke længere er i livsfare.

Yderligere forlyder det ifølge B.T., at den 17-årige er kendt af politiet i forvejen. Poltiet ønsker dog ikke at fortælle hvorfra.

Lørdag aften blev en 17-årig mand ligeledes knivstukket på Nørrebro. Her fandt politiet via overvågningsvideoer frem til, at manden var blevet knivstukket af to maskerede mænd, som politiet fortsat leder efter.

Der har i de seneste måneder været en række knivstikkerier i København.

På baggrund af knivstikkerierne valgte politiet den 29. december at indføre en såkaldt visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest. I zonen kunne politiet uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer.

Visitationszonen blev forlænget, men udløb igen 19. januar.

Vanløse, hvor søndagens knivstikkeri har fundet sted, har ikke været omfattet af visitationszonen.