En person er afgået ved døden, efter at et tog og en personbil lørdag er stødt sammen ved en jernbaneoverskæring ved Kliplev i Sønderjylland.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på platformen X.
Politiet er til stede på Kådnervej ved Kliplev, som ligger syd for Aabenraa, sammen med redningsberedskabet.
Politiet kan ikke komme med nærmere detaljer om ulykken, lyder det i opslaget, der er delt klokken 19.53.
De pårørende er underrettet.
DSB oplyser til TV 2, at ulykken fandt klokken 18.57 mellem personbilen og et InterCityLyn-tog, som var på vej til Sønderborg fra København.
Der var 60 passagerer om bord på toget.
DSB har sendt personale til ulykkesstedet for at yde hjælp til både kunder og ansatte. Havarikommissionen er blevet orienteret.
Grundet ulykken kører der ingen tog mellem Tinglev og Gråsten. Der er indsat togbusser, oplyser DSB på sin hjemmeside.