935 mennesker er ifølge en talsperson for Irans retsvæsen blevet dræbt under den 12 dage lange krig med Israel.
Det skriver det statslige iranske nyhedsbureau Irna ifølge AFP.
Det seneste dødstal er en væsentlig opjustering. Tidligere lød det fra de iranske myndigheder, at 627 mennesker var blevet dræbt og 4800 sårede i angrebene.
Talspersonen Asghar Jahangir oplyser, at 132 kvinder og 38 børn er inkluderet i dødstallet.
De to lande indgik for knap en uge siden en våbenhvile.
Konflikten mellem Israel og Iran – som USA efterfølgende involverede sig i – begyndte med en bølge af israelske angreb på iranske atomanlæg og militærbaser 13. juni.