29. jun. 2025 - 16:06

Spanien registrerer højeste temperatur nogensinde i juni




En hedebølge har for alvor gjort sit indtog i det sydlige Europa.

I Spanien er den højeste temperatur i juni nogensinde blevet målt.

Det viser data fra Spaniens meteorologiske institut, Aemet, skriver det spanske medie RTVE.

Lørdag blev der målt 46 grader i byen El Granado i provinsen Huelva i det sydvestlige Spanien.

Hermed overgås den hidtil højeste registrerede temperatur i historien i juni, som var 45,2 grader, der blev registreret i Sevilla i 1965.

Desuden er der blevet målt 44 grader i provinsen Córdoba og 43,9 grader i Sevilla-provinsen, skriver RTVE.

Ifølge det spanske meteorologiske institut forventes hedebølgen at vare indtil 1. juli, skriver RTVE.

Data fra Aemet viser, at der i den spanske hovedstad, Madrid, er målt 37 grader i weekenden.

Kystbyen Barcelona i det nordøstlige Spanien er sluppet lidt køligere. Her er der søndag målt 34 grader.

De sydeuropæiske lande har måttet tage deres forholdsregler, da en hedebølge med meget høje temperaturer i weekenden har ramt Portugal, Spanien, Frankrig og Italien.

Det franske nyhedsbureau AFP beretter, at ambulancer har holdt standby nær turistattraktioner, og flere regioner i Sydeuropa har udsendt brandvarsler.

I Spaniens naboland Portugal har det meteorologiske institut Ipma udsendt røde varsler for den sydlige halvdel af landet – herunder hovedstaden Lissabon – på grund af meget farligt vejr.

I Italien har 21 byer været i højeste beredskab over for ekstrem varme, herunder Milano, Napoli, Venedig, Firenze og Rom, skriver AFP.

Til nyhedsbureauet fortæller den britiske turist Anna Becker om sit besøg i Rom:

– Vi skulle have besøgt Colosseum, men min mor var lige ved at besvime, siger hun.

Skadestuer over hele Italien har rapporteret om en stigning i tilfælde af hedeslag, skriver AFP.

Søndag er der blevet målt 1,4 plusgrader nær toppen af det højeste bjerg i Vesteuropa, Mont Blanc.

Det er sket på en forskningsstation i Frankrig i 4730 meters højde, skriver norske NTB.

Temperaturerne er meget usædvanlige i denne højde, men også i august sidste år krøb temperaturen over frysepunktet i 33 timer på Mont Blanc, skriver NTB.