27. jun. 2025 - 6:36

Søren Gade skifter kreds i Vestjylland til Venstre-højborg




Folketingets formand, Søren Gade (V), skifter valgkreds i det vestjyske.

Torsdag aften blev han uden modkandidater valgt som Venstres folketingskandidat i Ringkøbing-kredsen på et opstillingsmøde. Det skriver TV Midtvest.

Han skifter fra Venstres kreds i Holstebro, hvor han har været opstillet gennem det meste af sin folketingskarriere.

Ringkøbing-Skjern Kommune er en Venstre-højborg, hvor partiet gennem mange år har stået stærkt.

Venstre har dog indtil nu stået uden folketingskandidat i kommunen, efter Mads Fuglede i marts 2024 skiftede parti til Danmarksdemokraterne.

I maj blev det så annonceret af lokalformand Hans Christian Tylvad, at Søren Gade var udset til at overtage kredsen.

– Det er en idé, vi har arbejdet med længe. Den er født lokalt, men partitoppen har også været inde over, sagde Hans Christian Tylvad i maj.

Søren Gade har gennem mange valg været en stemmesluger for Venstre. Da han gjorde comeback i Folketinget i 2022, fik han næsten 18.000 stemmer i Vestjyllands Storkreds. Det var flest af alle i storkredsen.

Modsat fik Mads Fuglede omkring 7000 stemmer som Venstre-kandidaten i Ringkøbing.

Søren Gade har ikke selv udtalt sig om sit kredsskifte.