26. jun. 2025 - 15:56

Cristiano Ronaldo fortsætter saudiarabisk kapitel




Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo bliver i saudiarabisk fodbold indtil videre.

Således oplyser Al Nassr torsdag på sin hjemmeside, at den 40-årige angriber har forlænget sin kontrakt med klubben frem til 2027.

Forinden forlængelsen havde anføreren for det portugisiske landshold en kontrakt, som udløb ved udgangen af juni.

Målmaskinen skiftede til Al Nassr på en fri transfer i slutningen af 2022, efter at han forlod den britiske storklub Manchester United.

Siden er det blevet til 93 mål og 19 assister i 105 kampe på tværs af alle turneringer.

Efter sæsonafslutningen skrev Ronaldo i slutningen af maj på sociale medier, at “dette kapitel er overstået”.

Det førte til spekulationer om, hvorvidt portugiseren var på vej væk fra den saudiarabiske klub.

Al Nassr står for tiden uden cheftræner, efter at klubben onsdag skilte sig af med italienske Stefano Pioli på posten.