25. jun. 2025 - 13:27

Domstol afviser arrestordre på oprørstiltalt ekspræsident i Sydkorea




En sydkoreansk domstol har onsdag afvist at udstede en arrestordre på den tidligere præsident Yoon Suk-yeol.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Det var en særlig anklager, der havde anmodet om arrestordren.

Anklageren mener, at den nu afsatte præsident har forsøgt at forhindre myndighedernes arbejde i forbindelse med en sag mod Yoon om den undtagelsestilstand, som han erklærede i december sidste år.

Sydkoreas forfatningsdomstol afgjorde i april i en rigsretssag, at Yoon forsømte sine præsidentielle pligter, da han 3. december indførte en kortvarig militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

Yoon indførte ifølge eget udsagn undtagelsestilstanden, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.

Efterfølgende stemte parlamentet for, at Yoon skulle stilles for en rigsret.

Rigsretssagen, som blev ført ved forfatningsdomstolen, endte med, at Yoon blev afsat fra præsidentposten.

Yoon er tiltalt for at have tilrettelagt oprør i forbindelse med undtagelsestilstanden. Hvis han kendes skyldig, kan det resultere i en livstidsdom eller dødsdom.

Yoon blev anholdt i januar, men på baggrund af en retskendelse blev han løsladt 52 dage senere.

Selve undtagelsestilstanden varede kun seks timer, men blev startskuddet til flere måneders politisk uro i Sydkorea.

Den usædvanlige beslutning om undtagelsestilstanden blev taget, efter at Yoon og hans konservative regeringsparti, PPP, havde været gennem en lang række politiske slagsmål. Præsidenten og regeringen tiltrådte i 2022.

I ugen op til undtagelsestilstanden afviste oppositionen regeringens finanslovplaner.

Under undtagelsestilstanden fyldte soldater gaderne i Sydkorea, indgangene til landets parlament blev blokeret, og medierne blev censureret.

Som følge af Yoons exit blev der afholdt præsidentvalg i Sydkorea i begyndelsen af juni. Her vandt den liberale kandidat Lee Jae-myung.