To drenge på henholdsvis 15 og 16 år er tirsdag fundet skyldige i at have udøvet grov vold mod tre homoseksuelle mænd i Odense.
Dommen er afsagt ved Retten i Odense.
Drengene udsatte tre mænd for slag og spark efter at have lokket mændene til at møde op ved hjælp af en falsk profil på en datingapp.
I et tilfælde blev en midaldrende mand så alvorligt kvæstet, at han pådrog sig flere mindre hjerneblødninger og syningskrævende skader i hovedet.
Drengene er idømt fængsel i henholdsvis syv og otte måneder. I begge tilfælde er én måned af straffen gjort ubetinget, mens resten er betinget med en prøvetid på to år.
Det oplyser specialanklager ved Anklagemyndigheden i Fyns Politi Christian Nielsen.
To andre jævnaldrende var også tiltalt for at tage del i et af overfaldene, men blev frifundet.
De to dømte drenge erkendte sig delvist skyldige, men argumenterede med, at de var mødt op for at konfrontere pædofile.
Der er dog ifølge anklageren intet, der underbygger, at det skulle være tilfældet.
Ofrene har samstemmende forklaret, at de troede, at de skulle mødes med en voksen person, sådan som det var angivet i profilen på datingappen.
– Jeg hæfter mig ved, at retten har fundet de to skyldige i at have begået grov vold mod tre forurettede, og at der er udmålt en straf af en vis længde, siger Christian Nielsen.
Både de dømte og anklagemyndigheden har nu to uger til at overveje, om sagen skal prøves i landsretten.