Luftforsvaret over den iranske hovedstad, Teheran, og den iranske storby Tabriz er ifølge det iranske nyhedsbureau Mehr travlt optaget tidligt natten til søndag.
Det skriver mediet CNN.
Ifølge det iranske nyhedsbureau Nour News kan der høres eksplosioner i både Tabriz og den østlige del af Teheran.
Israel har lørdag aften udført luftangreb flere steder i Iran.
Det israelske luftvåben har oplyst, at man har indledt angreb i området Bandar Abbas, der ligger i den sydlige del af Iran. Angrebene er ifølge luftvåbnet rettet mod et våbendepot og flere lagre med droner.
Ifølge Mehr indledte Israel lørdag aften desuden et luftangreb i byen Shiraz, der ligeledes ligger i den sydlige del af Iran.
– Luftforsvaret i Shiraz er blevet aktiveret i nogle områder af byen og har været involveret i at bekæmpe fjendtlige objekter og zionistiske fly, rapporterer Mehr.
Ifølge nyhedsbureauet AFP ligger der flere militærbaser i området omkring Shiraz.
Irans Revolutionsgarde oplyste sent lørdag aften, at man har sendt droner i retning mod Israel.
– En stor bølge af angrebs- og selvmordsdroner har i timevis været på vej mod strategiske mål i hele regimets territorium fra nord til syd i de besatte områder, siger Ali Mohammad Naini, der er talsmand for enheden til statslig iransk tv ifølge AFP.
Det israelske luftvåben oplyser tidligt natten til søndag, at det har opsnappet en drone over et område nær Golanhøjderne. Det fremgår ikke, om dronen er opsendt fra Iran.
Det er tidligt på natten ikke umiddelbart nogen meldinger om, hvorvidt der er dræbte eller tilskadekomne i forbindelse med aftenens gensidige angreb.
Lørdag sagde Israel, at man havde angrebet Irans atomanlæg i Isfahan for anden gang, siden Israel i sidste uge indledte sin operation i Iran.
Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) oplyste lørdag aften, at et værksted til fremstilling af centrifuger var blevet ramt under det seneste angreb på atomanlægget.
Konflikten mellem Israel og Iran brød ud, da Israel natten til fredag i sidste uge indledte et stort angreb på Iran – ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en militær atommagt.
Morgenen efter svarede Iran tilbage, og siden har landene angrebet hinanden gentagne gange.