Portugisiske João Almeida (UAE) var igen stærkest, da favoritterne til den samlede sejr lørdag spurtede om sejren på 7. etape af Schweiz Rundt.
Den klatrestærke portugiser havde mest power i stængerne, da fem ryttere spurtede om sejren på toppen af en skrap afsluttende stigning.
Det var den anden etapesejr til Almeida i dette års Schweiz Rundt. Han var også stærkest i løbets første bjergslag onsdag.
UAE-rytteren henviste lørdag de tre øvrige ryttere i top-4 af klassementet, Oscar Onley (Team Picnic), Kevin Vauquelin (Arkea), Julian Alaphilippe (Tudor), og så Felix Gall (AG2R) til de øvrige placeringer.
Vauquelin i førertrøjen forsøgte at overliste de øvrige med en skarp acceleration i finalen, men den kom lige en postgang for tidligt. I stedet slog Almeida til.
Arkea-rytteren fører fortsat løbet før søndagens sidste etape, der er en bjergenkeltstart.
Her er João Almeida favorit til at overtage førertrøjen. Han er på andenpladsen lidt over et halvt minut efter i den samlede stilling.
Forinden spurtfinalen var det Felix Gall, der på næstsidste stigning havde åbnet ballet.
Det skabte udskilning, hvor de fire øverste i klassementet, var de eneste, der kunne følge østrigeren.
De kom samlet ind på de sidste fire kilometer, der bød på endnu en stejl opkørsel. Igen var det Gall, der forsøgte sig med et nyt angreb.
Østrigeren fik igen slået et hul, men præcis som på stigningen forinden halede konkurrenterne ham stille og roligt i land, og så var der lagt op til en spurtafslutning mellem de fem.