21. jun. 2025 - 15:47

Otte meldes dræbt efter luftballonstyrt i Brasilien




Mindst otte personer meldes dræbt, efter en luftballon med 22 mennesker om bord er styrtet ned i delstaten Santa Catarina i Brasilien lørdag morgen lokal tid.

Det oplyser delstatens guvernør, Jorginho Mello, i et opslag på X.

Her skriver han, at der ud over de otte bekræftede dødsfald er blevet fundet to personer i live.

Guvernøren oplyser desuden, at redningsarbejdet efter de øvrige personer fortsætter.

Meldingen om ulykken i Brasilien sker, efter at en person søndag i sidste uge mistede livet i en luftballonulykke i Tyrkiet.

Her var to luftballoner involveret i en ulykke i området Kappadokien, der besøges af mange turister fra Tyrkiet og resten af verden.

Det meddelte den tyrkiske tv-station TRT ifølge nyhedsbureauet dpa.

Yderligere 19 personer blev kvæstet efter ulykken, lød det. Alle 19 er indonesiske turister.

Det var angiveligt en af luftballonernes skippere, der afgik ved døden ifølge nyhedsbureauet.

Det fremgår ikke, hvordan ulykken helt konkret skete.

Kappadokien i det centrale Tyrkiet er særligt kendt for at være et sted, hvor turister tager til netop for at flyve i luftballoner.