Har man som boligsøgende oplevet, at det er svært at finde en lejebolig, kan der være noget om snakken.
Den såkaldte boligtomgang, der viser andelen af ledige lejeboliger på landsplan, er nemlig på sit laveste niveau siden 2014.
Det viser en opgørelse fra udlejernes brancheorganisation, EjendomDanmark.
Peter Stenholm, der er direktør i organisationen, siger, at det primært er København og Aarhus, som driver udviklingen.
– Den største udfordring er, at der er massiv efterspørgsel på boliger i de store byer, og der er ikke boliger nok, siger han.
– Alene i København kan vi konstatere, at der frem mod 2060 – ifølge Københavns Kommunes egne tal – ser ud til at mangle op mod 80.000 nye boliger.
Den 1. april i år lød boligtomgangen på 2,3 procent, hvilket er et fald på 1,2 procentpoint alene det seneste år.
Organisationen har opgjort tallet siden 2014, og det er ikke set lavere i den periode.
Kigger man isoleret set på København, stod 1,9 procent af lejeboligerne tomme den 1. april. I Aarhus gjaldt det for 1,4 procent.
Ifølge Bjarke Roed-Frederiksen, der er cheføkonom hos EjendomDanmark, har stigende priser på ejerboliger også medvirket til den nuværende situation.
– Trods geopolitisk og økonomisk usikkerhed og nye ejendomsskatter fortsætter priserne på ejerboliger med at stige.
– Det gør lejeboligen til et attraktivt valg for mange – ikke kun fordi den ofte er mere tilgængelig prismæssigt, men også fordi den tilbyder fleksibilitet og frihed, siger han.
Ifølge direktør Peter Stenholm bør svaret på udfordringen være, at der bygges mere.
Derfor mener han, at kommunerne bør finde værktøjskassen frem for at imødekomme en mulig mangel på boliger i fremtiden.
– For eksempel ved at gøre det lettere at omdanne erhvervslokaler til boliger eller tage tomme loftsrum i brug, lyder det.