USA’s præsident, Donald Trump, kondolerer til familierne til to personer, der er blevet dræbt nær et jødisk museum i Washington D.C.
Det gør han torsdag morgen i et opslag på Truth Social.
– Disse forfærdelige D.C.-drab, som helt tydeligt bunder i antisemitisme, må stoppe nu. Had og radikalisme hører ikke hjemme i USA, skriver præsidenten.
– Jeg kondolerer til ofrenes familier. Så trist, at sådanne ting kan ske. Gud velsigne jer alle, lyder det fra Trump.
Tidligt torsdag morgen dansk tid kom meldingen om, at to personer, som var ansat på den israelske ambassade i USA, er blevet dræbt.
Det skete nær et jødisk museum i den amerikanske forbundshovedstad.
Der er ifølge flere medier meldinger om, at ofrene var en mand og en kvinde.
Ifølge Reuters har Israels ambassadør i USA sagt, at de to var “et ungt par”, som var forlovede.
Politiet har i forbindelse med hændelsen anholdt en 30-årig mand ved navn Elias Rodriguez. Det skriver Reuters og BBC.
Ifølge politichef Pamela Smith blev han set gå frem og tilbage uden for det jødiske museum, inden skyderiet fandt sted.
Han skal i politiets varetægt også have råbt “Free Palestine, Free Palestine”, som kan oversættes til “Befri Palæstina”, siger hun.
Også USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, udtaler sig torsdag morgen om hændelsen.
– Vi fordømmer på det kraftigste drabet på to ansatte fra den israelske ambassade. Vi har deres pårørende i vores bønner.
– Dette var et skamløst tilfælde af kujonagtig og antisemitisk vold. Tag ikke fejl: Vi vil opspore de ansvarlige og stille dem til ansvar, skriver Rubio på X.
Fra Israels præsident, Isaac Herzog, lyder det på X, at han er “knust”.
– Dette er en foragtelig handling af had, af antisemitisme, som har kostet to unge ansatte ved den israelske ambassade livet. Vores hjerter er hos de dræbtes kære, og vores bønner er hos de sårede.
Der er ingen officielle oplysninger kommet om, hvor mange der er blevet såret i skyderiet.
– Jeg sender min fulde støtte til ambassadøren og hele ambassadens medarbejderstab. Vi står sammen med det jødiske samfund i Washington D.C. og på tværs af USA, lyder det fra den israelske præsident.
– USA og Israel vil stå forenet i forsvaret af vores folk og vores fælles værdier. Terror og had kommer ikke til at knække os.