Det er en kæmpe sejr for de danske ambitioner om at lave asylbehandling uden for Europa, at EU-Kommissionen nu er kommet med et forslag, der skal gøre det lettere.
Det siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
– Jeg kan slet ikke få armene ned, i forhold til hvor vigtigt et skridt det her er, hvis vi kan få det vedtaget, siger ministeren.
– Det har vi fra dansk side kæmpet for i fem eller seks år.
EU-Kommissionens forslag skal godkendes af EU-Parlamentet og medlemslandene, før det kan træde i kraft.
Ifølge de nuværende regler kan asylansøgere få afvist deres ansøgning, hvis de kunne have indgivet den i et “sikkert” tredjeland, hvor de har “en reel forbindelse”.
Dette forstås normalt som en nation, hvor ansøgeren har boet og arbejdet eller har familie.
Med det nye forslag vil EU-Kommissionen dog udvide begrebet “sikkert tredjeland” til at omfatte ethvert land, som en asylansøger har rejst igennem på vej til Europa.
Så længe det altså anses for at være sikkert.
Det åbner for, at afviste ansøgere kan sendes til flere lande uden for Europa end tidligere.