08. maj. 2025 - 9:56

Israel advarer houthier og Iran om modsvar efter angreb på lufthavn




Israel vil slå hårdt igen mod den militante Houthi-bevægelse i Yemen, hvis bevægelsen bliver ved med at angribe Israel.

Det skriver Israels forsvarsminister, Israel Katz, torsdag morgen i et opslag på det sociale medie X ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Israels militær er forberedt på enhver opgave, skriver ministeren.

Søndag ramte et missil affyret af houthierne Ben Gurion-lufthavnens område. Lufthavnen ligger uden for storbyen Tel Aviv i Israel.

Det er Israels primære internationale lufthavn.

Tirsdag angreb Israel så til gengæld den internationale lufthavn i Yemens hovedstad, Sanaa.

Houthierne støttes militært og politisk af Iran, og i en separat udtalelse sender Israels forsvarsminister en advarsel til det iranske styre.

– I er direkte ansvarlige. Det, vi har gjort ved Hizbollah i Beirut, Hamas i Gaza og Assad i Damaskus, vil vi også gøre mod jer i Teheran, siger Israel Katz ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han henviser til tidligere israelske angreb på formodede Hizbollah-mål i hovedstaden i Libanon samt krigen i Gaza og angreb på mål, der sættes i forbindelse med den nu væltede syriske præsident Bashar al-Assad.

Houthi-bevægelsen, der kontrollerer størstedelen af Yemen, har angrebet Israel og skibe i Det Røde Hav siden begyndelsen af krigen mellem Israel og den militante bevægelse Hamas i Gaza i 2023.

Houthierne siger, at angrebene sker i solidaritet med palæstinenserne i Gaza.

Ligesom Houthierne støttes Hizbollah i Libanon af Iran. Også Assad-styret i Syrien var allieret med det iranske regime.

Iran har afvist at have noget med Houthiernes angreb på Ben Gurion-lufthavnen i Israel at gøre.

Ingen blev dræbt ved angrebet, men seks personer blev såret.