08. maj. 2025 - 8:46

Novonesis fastholder forventninger efter milliardomsætning




Novonesis løfter omsætningen i selskabet i årets første kvartal til 1,077 milliarder euro – svarende til omkring 8 milliarder kroner.

Det betyder, at selskabet leverer en organisk vækst i salget på 11 procent. Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Derfor fastholder selskabet forventningerne til 2025 om en organisk salgsvækst på mellem 5 og 8 procent.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

I samme periode sidste år lød omsætningen i enzymvirksomheden 853 millioner euro.

Novonesis er det samlede selskab efter fusionen af Chr. Hansen og Novozymes, der blev gennemført i slutningen af januar sidste år.

– Vi leverede en stærk vækst i salget og indtjeningen i det første kvartal, hvor alle fire salgsområder har en tocifret vækst, siger Ester Baiget, der er administrerende direktør i Novonesis, i en meddelelse.

Hun understreger, at væksten er drevet af innovative løsninger særligt på nye markeder.

– Vi fortsætter med at se en solid efterspørgsel på tværs af forretningen, og vores regionale tilstedeværelse og modstandsdygtige globale setup gør det muligt for os at svare med fleksibilitet i disse dynamiske tider, lyder det videre.

Novonesis producerer blandt andet ingredienser til rengøringsmidler og fødevarer som mælk, yoghurt og ost. Selskabet producerer også biobrændstof.

Selskabet er til stede i mere end 45 lande med mere end 10.000 ansatte.