Tømmerhandelskæden Davidsen har nu fået endeligt grønt lys af konkurrencemyndighederne til at foretage et opkøb af tre mindre konkurrenter.
Det skriver Davidsen i en pressemeddelelse.
Opkøbet af Roslev Trælasthandel, CF Petersen & Søn og senest Tømmergaarden vil mere end fordoble Davidsens antal af butikker i Danmark.
Kæden går fra 22 til 48 forretninger her i landet, og derudover findes én butik i Grønland. Ifølge Davidsen gør det kæden til Danmarks største inden for trælast og byggeri.
– Vi er gået målrettet efter at blive en betydelig landsdækkende trælastkæde, og med 48 forretninger fordelt over hele landet vil dette mål være nået, siger administrerende direktør Henrik Clausen i meddelelsen.
– Vi ser de tre opkøb som en ideel udvidelse af vores position med henblik på at servicere det danske marked og de danske kunder endnu bedre.