De seneste fire år er antallet af rapporterede fejl i sundhedsvæsenet steget støt.
Således blev der sidste år rapporteret 489.361 såkaldt utilsigtede hændelser. Det er knap 200.000 flere end i 2020.
Det viser en årsberetning om dansk patientsikkerhedsdatabase fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Den markante stigning i rapporterede fejl er dog ikke nødvendigvis en dårlig udvikling, lyder det.
Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri kalder den stigende rapportering af utilsigtede hændelser for “positiv” i et skriftligt svar til Ritzau.
– Det store antal rapporteringer er udtryk for, at vi har en kultur i Danmark, hvor vi har fokus på læring, lyder det.
Hun tilføjer dog, at rapportering ikke er nok i sig selv.
– Der skal skabes læring af fejlene, og læringen skal implementeres, så de ikke gentager sig.
361.511 af de knap 490.000 rapporterede fejl sidste år går under kategorien samlerapportering.
Samlerapportering er en forenklet rapporteringsmetode, der kan bruges til at rapportere utilsigtede hændelser.
Det gælder dog kun for hændelser inden for udvalgte områder, og hvor konsekvenserne ikke var eller kunne have været alvorlige eller dødelige.
Det er særligt under samlerapporteringen medicinadministration, der er blevet registreret flest fejl.
– Der er behov for et vedvarende og kontinuerligt fokus på læring af utilsigtede hændelser vedrørende medicinering. Det viser tallene år for år, siger Anette Lykke Petri.
Hun tilføjer, at der er udarbejdet meget læringsmateriale, “men det er vigtigt, at det bliver implementeret i praksis”, skriver hun.
Størstedelen af de utilsigtede hændelser, som ikke indgår under samlerapporteringer, men i stedet er blevet rapporteret individuelt, har haft ingen eller en ukendt konsekvens for borgeren eller patienten.
6010 af de rapporterede utilsigtede hændelser sidste år er blevet vurderet til at kunne have været dødelig for patienten eller borgeren.