Tusindvis af polakker marcherede lørdag ud i Warszawas gader for at udtrykke deres støtte til det største oppositionsparti i Polen, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS).
Det skriver medierne Euronews og netmediet Polennu.
PiS, der befinder sig langt ude på højrefløjen, havde udtalt deres støtte til en planlagt march, som lørdag fejrede, at det var 1000 år siden, at Polens første konge blev kronet.
Dermed blev marchen både en fejring med kostumer og nationalsang, men også en mulighed for, at PiS kunne samle opbakning til dets præsidentkandidat, Karol Nawrocki.
Det højreorienterede PiS sad ved magten i otte år frem til 2023, hvor den proeuropæiske, liberale premierminister Donald Tusk, som også har været EU-præsident, tog over.
Den 18. maj skal polakkerne atter til stemmeurnerne og vælge en præsident. Præsidenten i Polen har indflydelse på udenrigspolitikken og kan blokere for lovgivning ved at nedlægge veto.
Det har skabt problemer for Donald Tusk, siden han blev premierminister. Den nuværende præsident, Andrzej Duda, er allieret med PiS.
Lederen af PiS, Jaroslaw Kaczynski, opfordrede “alle patrioter” til at deltage i marchen lørdag. Den kulminerede, da de fremmødte samledes foran kongeslottet i Warszawa.
Her talte partiets præsidentkandidat, den 42-årige Karol Nawrocki, til menneskemængden.
Nawrocki sagde, at Polen skal værne om “denne arv, denne skønhed, denne krone, som blev givet os”.
– Vi ønsker et Polen med ambitioner og drømme, fordi vi er forpligtet over for dem, der kom før os og dem, der kommer efter os. Vi vil have et storslået Polen!, lød det fra Nawrocki.
Marchen blev også brugt til at råbe skældsord ad landets premierminister, Donald Tusk, skriver netmediet Polennu.
Efter marchen svarede Donald Tusk igen på det sociale medie X:
– Jeg vil gerne takke alle deltagerne i marchen i anledning af 1000-året for kongeriget Polen for at have sunget mit navn igen og igen, lyder det.
Polennu har rakt ud til bystyret i Warszawa, som oplyser, at cirka 20.000 deltog i marchen. Højtstående folk i partiet PiS hævder, at der var cirka 100.000 deltagere.