10. apr. 2025 - 6:56

Fagforening opfordrer til ny lov efter politisk udpeget ambassadør




Det er et “demokratisk problem”, at regeringen har udnævnt Venstre-politikeren Michael Aastrup Jensen som ambassadør og Danmarks faste repræsentant til Europarådet i Strasbourg.

Sådan lyder kritikken fra fagforeningen Djøfs formand, Sara Vergo, i et debatindlæg i Altinget.

Djøf opfordrer nu Folketinget til at dæmme op for politisk udpegede embedsmænd med “ny lovgivning”.

– I Danmark er der ikke tradition for politiske udnævnelser af embedsmænd. Tværtimod er embedsmænd partipolitisk neutrale og kan dermed yde bistand til skiftende ministre og regeringer.

– Det er helt centralt, at ansættelser i udenrigstjenesten og resten af den offentlige sektor sker på almindelige og transparente vilkår, hvor ledige stillinger slås op og besættes med de bedst kvalificerede ansøgere på baggrund af deres meritter. Og ikke som resultat af politiske vennetjenester, skriver Sara Vergo i debatindlægget.

Eksempelvis ambassadører bliver normalt rekrutteret blandt diplomater i udenrigstjenesten.

Men i 2021 ændrede den daværende socialdemokratiske regering reglerne for, hvordan offentlige stillinger skal slås op, så det blev muligt for regeringen at udpege ambassadører.

Muligheden for politisk at udpege ambassadører blev dengang forsvaret af Venstre og udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.

Han blev 28. marts i år udpeget af regeringen som ambassadør og Danmarks faste repræsentant til Europarådet i Strasbourg fra 1. august. En stilling, der normalt varetages af en embedsmand.

Efterfølgende udtalte Venstre-formand Troels Lund Poulsen, at “Michael bliver den første politisk-udpegede ambassadør for Danmark”.

– Jeg ved, at han er stolt af det, men jeg er også stolt af det, for i Venstre har vi i årevis kæmpet for, at vi i højere grad kunne bruge dygtige politikere i vores internationale diplomati, sagde Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Sara Vergo slår i sit debatindlæg fast, at hendes kritik ikke handler om Michael Aastrup Jensen.

– Det handler om det helt overordnede problem i, at vi forlader princippet om, at embedsmænd skal være politisk neutrale, så de kan betjene en ny regering, den dag magten tipper.

Hun henviser videre til, at Danmark hvert år topper en liste fra Transparency International som det mindst korrupte land i verden.

– Blandt andet på grund af et embedsværk med høj integritet og faglighed. Den placering skal vi kæmpe for at fastholde og ikke risikere at sætte over styr ved en politisering af embedsværket. Det risikerer at svække befolkningens tillid til det demokratiske system.