Den tidligere mangeårige tv-vært Jes Dorph-Petersen kæmper videre for at få knap to millioner kroner i erstatning af advokat Yvonne Frederiksen.
Han anker Østre Landsrets dom, der for to uger siden konkluderede, at advokaten ikke skulle betale erstatning.
Det oplyser Jes Dorph-Petersen på Facebook.
– En hel del medier har rettet henvendelse til mig de seneste dage.
– I forlængelse heraf kan jeg oplyse alle, at jeg i fredags ankede Østre Landsrets dom i sagen mod advokat Yvonne Frederiksen til Højesteret, skriver han i opslaget.
Yvonne Frederiksen stod for en undersøgelse, der endte med fyring af Jes Dorph-Petersen.
Landsretten konkluderede dog, at advokaten ikke handlede ansvarspådragende. Derfor blev hun frifundet for Jes Dorph-Petersens krav.